For en gangs skyld, ville vi finde et rejsemål, som indbyder til ren afslapning og et minimum af aktiviteter og oplevelser. Det fandt vi med Star Tours til Sal, Kap Verde.
Dag 1 – mandag
Kl. 9:20 med ca. 30 minutters forsinkelse, lettede vi fra Kastrup med kursen sat mod varmen på Sal, Kap Verde. Undervejs mellemlandede vi på Tenerife for at fylde brændstof og catering på og skifte personale. Vi holdt i lufthavnen 45 før vi kunne flyve det sidste stykke på 2 timer og 10 minutter, til Kap Verde.
På Sal var luften 25°. Vi havde booket værelse i en bungalow på Hotel Oasis Belorizonte, som mindede mere om et stort resort, ca. 20 minutters buskørsel fra lufthavnen. Vi ankom på hotellet 15:45 og fik, et par timer senere, en kort rundvisning på hotellet af vores danske guide, for lettere at kunne orientere os i området, og for at blive introduceret for de mange tilbud hotellet tilbyder. Hotellet har 3 swimmingpools – én med jacuzzi, tennisbane, fitnessclub, to buffet– og en à la carte-restaurant, samt en bar og en poolbar.
All inclusive
Vi havde tilkøbt all inklusive, som gav fri adgang til den ene buffet, med stemning af folkekøkken og med et kæmpe udvalg af fisk, kød og kolde salater. Dertil, et veludstyret dessert og kagebord. Derudover havde vi fået kuponer, så vi kunne spise to gange på den anden buffet med en anelse højere gastronomisk niveau og én gang kunne vi spise à la carte. Baren bød på øl og vin, dertil et basisudvalg af spiritus og et tilpas udvalg af drinks.
Vi gav kr. 1.300,- for all inclusive. Det synes vi var pengene værd. Alle hoteller på øen ligger i eller lige uden for byen Santa Maria, der – som forventet – ikke havde det store udvalg af spisesteder.
Dag 2 – Santa Maria
Vi sov faktisk ikke så længe nogle af dagene. Så vi havde som regel god tid til morgentoilette, inden morgenbuffeten. Det viste sig dog, at vi ikke havde varmt vand i bruseren, så det var kun Søren som vågede sig under den kolde douche. Efter morgenmaden kontaktede vi receptionen, for at få nogen til at lave det varme vand. Desværre misforstod personalet os, og troede, det var det kolde vand den var gal med. Derfor fik vi først varmt vand på 3. dagen.
Morgenbuffeten havde et bredt udvalg, rigeligt til at tilfredsstille de fleste; æg i mange varianter, bacon og pølser, mange forskellige brød og croissanter, lidt ost og pålæg, etc.
Efter morgenmaden skulle vi møde guiden ved molen, som ligger centralt i Santa Maria, 600 meter fra hotellet. Sammen med Star Tours øvrige gæster ville vi bruge formiddagen på sightseeing i byen.
Maximillian
Langs kysten går promenaden, som indbyder til afslappet spadseretur til molen. I øjeblikket er promenaden, i praksis, også den eneste vej til byen, da hovedvejen ligger i byggerod. Gaden, bliver i øjeblikket udvidet, for at kunne tage imod de øgede strømme af turister, øerne nu satser så meget på.
Undervejs til molen, mødte vi Maximillian, en af de mange unge mænd fra fastlandet. Han var meget gæstfri og snaksaglig. Han fortalte os om Sal, om Santa Maria og om vejret, imens han fulgte os på vej. Han ville også så gerne vise os sin lille forretning, han deler med tre andre. De lavede smykker, figurer og flot træarbejde. Han forærede Heidi et smukt armbånd, og insisterede på, at vi skulle købe en souvenir. Søren syntes ikke der var noget der var værd at købe. Armbåndet var i virkeligheden et bedre køb, end den skildpadde af snittet træ, som vi endte med at købe.
Vi gjorde et ihærdigt forsøg på at prutte prisen ned, men endte alligevel med at betale 20 euro. Især fordi han forærede Heidi det smukke armbånd, nænnede vi ikke at presse ham yderligere. Senere viste det sig, at vi kunne købe de samme skildpadder på hele øen til omkring 3 euro. Øv! Det var til gengæld den eneste gang vi lod os snyde.
Én by – tre gader
Chris, vores guide, viste os rundt i Santa Maria. Den er hurtigt overset. Den består af tre parallelle gader.
Chris viste os et børnehjem, Star Tour samarbejder med. Selskabet opfordrer turister til at tage tøj og penge med til børnene, velvidende, at det nærmest er umuligt, at proppe ekstra tøj i kufferten, uden at have overvægt.
Vi kom forbi byens skole og fodboldstadionet. Hér har flere professionelle fodboldspillere startet deres spæde karriere. De bedste spillere bliver hentet til Portugal og får portugisisk statsborgerskab. Bl.a. har den kendte svenske fodboldspiller Henke Larsson slidt grønsværen hér.
Det lokale marked
Vi sluttede sightseeingen på det centrale marked, som, foruden tøj, smykker og mad, solgte lokal spiritus. De kapverdiske øer er kendt for deres sukkerrørsbrændevin, kaldet ”grogue”. Den bliver produceret på Santo Antâo, og kan, efter sigende, holde en styrke på 55%. På markedet er den på 40%. Den bliver også blandet med sukkerrørssirup og kaldes da ”ponche”.
Vi købte en flaske af hver, samt en likør med kanel og én med mango.
Dag 3 – massage
Vi skulle have været på katamaransejlads på tredjedagen. Den var desværre aflyst pga. for få tilmeldte. Vi kom dog af sted på dag 5.
I stedet lod vi os forkæle. På hotellet har en massør, sammen med en kosmetolog, lejet sig ind i en bungalow. Priserne er yderst rimelige i forhold til dansk niveau. Søren fik sig 50 minutters massage (30 €) og Heidi fik manicure og pedicure (20 €) ca. kr. 560,- for det hele.
Dag 4 – ø-rundtur i jeep
Vi spiste morgenmad straks buffeten åbnede, for vi skulle samles op af en jeep ved hotellet kl. 8:20.
Efter at have været inde omkring de andre hoteller, gik turen off-road, som en hel karavane, nordpå langs vestkysten. Første stop var havnebyen Palmeira.
Vi så hverdagsliv i byen ved vanddepotet og i skolen. I havnen var fiskerne beskæftiget med at vedligeholde deres både og ordne verdenssituationen.
Vores guide fortalte os om byens to rivaliserende souvenirbutikker. De er næsten naboer, og forholdet mellem dem har, ifølge guiden, været så spændt, at de to indehavere har været i slagsmål for øjnene af turisterne.
På et tidspunkt har guiderne stillet de handlende et ultimatum; enten slutter de fred, ellers gør guider ikke stop i byen. Til gengæld har guiderne indført en praksis med at dele turisterne i to grupper, så begge butikker får glæde af dem.
Vi ville have købt et art kalahaspil kaldet ouril. Men lært af erfaring, ville vi gøre os umage med med at prutte prisen på 15 € ned. Men sælgeren stod fast på prisen, og påstod, at den koster det dobbelte i Santa Maria. Det ville vi så afprøve ved lejlighed.
Baracona
Næste stop var Baracona og Det blå Øje. Klippeformationerne hér gjorde, at bølgerne, selv ved stille vejr, buldrede dramatisk mod klipperne. Det blå Øje er en dyb vandfyldt grotte, som, med solen i den rigtige vinkel, lyste klart blåt.
Herfra kørte vi til hovedbyen Espargos. Byen, med ca. 8.000 indbyggere, er beliggende midt på øen ved Kap Verdes vigtigste internationale lufthavn. Vi foretog en hurtig sightseeing gennem byen, som kun byder på enkelte interimistiske butikker og små markeder og barer. Midt i byen er en forhøjning med, med amerikansk tele- og radarstation. Her oppefra er der en god udsigt over byen og lufthavnen.
Pedra de Lume
Sidste stop, på den spændende rundtur, var Pedra de Lume ved østkysten. I en uddød vulkans krater har man udvundet salt siden det 18. århundrede. Det har tidligere været en vigtig indtægtskilde for øen. Nu er det mest for turisternes skyld.
Stedet er indrettet, så man kan hoppe i det salte vand, og med mulighed for at skylle sig under en bruser. Vandet er så saltholddigt, at man kan flyde i det som en prop. Vi havde da også garderet os med badetøj og håndklæder, for det tilfælde, at vi skulle føle os fristet. Vi fik at vide, at man ville blive ti år yngre, hvis man ikke skyllede saltet af bagefter. Måske derfor hoppede mange i. Men selvom det så indbydende ud, skulle vi ikke nyde noget.
Vi satte os i stedet i baren, hvor man kunne købe et glas af den lokale øl (2 €).
Vi var tilbage på hotellet kl. 14. Hér lagde vi os til at stege nogle timer ved poolen.
Bongotrommer og ildsluger
Til aftensmaden var der musikalsk underholdning. Et to-mands orkester med guitar og en keyboardspiller, som sang kapverdiske tekster til.
De mange oplevelser og den friske luft gjorde os så trætte, at vi var klar til at gå til ro allerede før kl. 22. Men så hørte vi trommerytmer i det fjerne. Det lød spændende. Så vi forlod de tiltrækkende tæpper, for at opleve en hel trup af indfødte med bongotrommer og dans.
Især én af mændene fik opmærksomhed, da han tændte sine fakler. Alle gæsterne så måbende til, da han lod flammerne slikke sin halvnøgne sorte krop. Fodsålerne fik også en tur. Og brændende kulstykker lagde han på tungen eller smed ned i bukserne til stor forbavselse for de mange gæster.
Dag 5 – katamaransejlads
Efter morgenmaden tog vi tidligt ind til molen. På promenaden blev vi atter antastet af en Senegaleser. De har alle lært den samme remse: ”Hvor kommer I fra? Ah, jeg kender godt Danmark. Hvor længe bliver I hér? Hvis I bliver her to uger, får I samme farve som mig, ha ha!”. Og venligheden går udelukkende ud på, at lokke os med til deres stadeplads på et marked i byen.
I dette tilfælde var vi dog på udkig efter en strandtaske, som vi ofte har haft brug for, når vi er på solferie. Sådan én fandt vi i en anden bod på markedet. Hos ham, som lokkede os med, fandt vi et spil ouril (kalaha), som han først ville 60 € for. Så havde hun alligevel ret, hende fra Palmeira, som sagde at spillet kostede det dobbelte i Santa Maria. Og så alligevel ikke, når ham hér forlangte fire gange så meget. Ekstra stolt var jeg derfor, da jeg fik pruttet prisen helt ned på 20 €.
Sea Turtle
Efter frokost blev vi samlet op af en bus, og kørt til Palmeira, hvorfra dagens sejlads skulle starte. Vi blev fragtet, i en stor gummibåd, ud til den store katamaran, ”Sea Turtle”. Vi var omkring 60 gæster af forskellig nationalitet. Svenske, franske, engelske og nogle få danske. Ombord fik vi serveret champagne.
Det var temmelig blæsende, så vi var glade for, at vi havde taget lidt varmt tøj med. Efter en times sejlads for fulde sejl, kastede vi anker ud for en klippeformation, som kaldes Monte Leão, Løve Bjerget. Med en smule fantasi, ser klippen ud, som en løve, der ligger ned med forpoterne strukket ud foran sig.
Hér lå vi for anker en times tid, så vi kunne tage os en dukkert. Det følte vi os dog ikke så trygge ved. Nogle danskere, som havde været i, sagde også, at der var meget understrøm, så vi var glade for, at vi ikke prøvede.
Hjemad gik det med motoren startet. Det var noget af en gyngetur, med skumsprøjt ind over skroget. Besætningen underholdte os med dans.
Dag 6 og 7 – på stranden
De sidste dage var de varmeste. Op omkring 27 grader. Vi pakkede vores nyindkøbte strandtaske, og gik på stranden begge dage. 6.-dagen startede køligt med overskyet og blæsende. Men da solen brød igennem, havde Søren det dejligt i bølgerne. Der er slet ingen sten, kun sandbund. Og det bliver kun langsomt dybere. Når man kom ud på den anden side af brændingen, var det en fornøjelse at tumle rundt i det svale saltvand. Heidi var svær at lokke, men hun var dog ude og dyppe sig et øjeblik.
På hotellet er der mange vilde katte. I byen og på stranden løber herreløse hunde rundt. En sød hund lagde sig ved vores solvogne, og passede på os.
Vi gik atter en tur til molen. Denne gang langs vandkanten. Her kunne vi gå i fred for souveniresælgerne, i hvert fald ind til vi nåede molen. Fiskerne kommer hjem med dagens fangst omkring kl. 11 hver dag. Vi så de lokale rense store flotte tun.
Vi gik op til markedet, for at købe de sidste souvenirer. Og gik hjem lang vandkanten.
Den sidste aften om, søndagen, optrådte det lokale amatørteater med en opsætning af musicalen Grease. Musikken var den originale fra filmen, og de optrædende dansede og mimede til. Uden at fornærme nogen, så var det lidt skoleteateragtigt, men ret underholdende alligevel.
Dag 8 – hjemad
Dagen for hjemrejsen, havde vi endelig taget os sammen, til at komme tidligt ned til stranden, for at se solopgangen. Solen står op kl. 7 og går ned kl. 19. Men i dag var der overskyet, og solen kom først til syne, da den var kommet et godt stykke op over horisonten.